søndag

KYSKAGER

Kyskager, bagt af rørt marengsdej. Æggehvide og sukker rørt sammen med hjortetaksalt, udgør marengsmassen, der skal blive til skønne kyskager eller marengs, som nogle ynder at kalde dem.

Massen kan tilsættes kakao, såfremt man ønsker brune kager. Det må ifald ske lige før omrøringen af massen er tilendebragt.

Opskriften er fra min gamle kogebog anno 1932, sproget er derefter og originalt. Der bliver ca. 48 kyskager af portionen.

Opskriften er tydeligvis udgivet på en tid, hvor husmødrene, når de var heldige, havde gasovn i køkkenet. Mange steder brugtes endnu gammeldags støbejernskomfurer, fyret op med træ.

Smurte bageplader vil i vore dage sige plader, belagt med bagepapir.
 

KYSKAGER

250 g flormelis
1 æg
1 tsk. hjortetaksalt
evt. kakao

Ægget slås ud i en skål og røres et øjeblik. Deri  kommes flormelis og hjortetaksalt og det hele røres ekstra godt. Det er af største betydning, der røres længe. Sukkeret må ikke knase. Går røreskeen alt for trægt, kan man blot hælde et par dråber vand i.
Pladerne smøres godt i mgr. og herpå sættes kagerne med en teske. Såfremt der skal kakao i, må den tilsættes, lige inden omrøringen slutter.

Pladen sættes i en hed ovn (225 - 230 grader) og efter et par  minutters forløb, må flammen (varmen) skrues gradvist ned, hvorefter kagerne bliver stående i ovnen ca. 10 minutter.

Spise med Mormor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.