onsdag

NØDDELINSER

12 SUPERLÆKRE nøddelinser eller en stor og flot linsekage. - De skønne tørkager er dejlige til et veldækket kaffebord, som i vore dage kan forekomme lidt gammeldags, men det er jo også de gamle brød- og kagetyper vi beskæftiger os med her.

Dejen er en mørdejstype, der sættes koldt nogle timer, før den bearbejdes.

Opskrift : Lilian Kaufmann 1972



NØDDELINSER

dej

125 g mel
100 g smør eller margarine
40 g melis
1 æggeblomme

nøddefyld

50 g hasselnøddekerner
25 g smør eller margarine
25 g melis
1 spsk. Honning
1 1/4 dl fløde

Hak fedtstof og mel sammen til en grynet masse. Bland sukkeret i og tilsæt æggeblommen. Saml dejen hurtigt sammen og sæt den koldt et par timer.

Rul en pølse af 2/3 af dejen og skær i 12 lige store stykker. Beklæd et tilsvarende antal linseforme og bag linserne halvt færdige, ca. 8 minutter ved jævn, god varme (200 grader ).

Til fyldet hakkes nødderne groft og blandes med fedtstoffet, melis, honning og fløde. Giv massen et opkog, men kun et opkog.
Lad fyldet svale lidt af og fordel det så i de halvbagte kager. 

Rul den sidste tredjedel ud og skær den i 1 cm brede strimler i længder, der passer med linseformenes midterlinie. Læg et dejkryds over hver nøddelinse og bag kagerne færdige endnu 10 minutter ved jævn, god varme (200 grader). Vend kagerne ud på en bagerist, når de er afkølet lidt.

Til en stor linsekage, lægges dejstrimlerne i flet hen over kagen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.