tirsdag

ORANGESNITTER

Orangesnitter med fyld af flødeskum og appelsinglasur på toppen og til sidst pyntes kagerne med en top flødeskum og lidt syltet appelsin.
Kager fra 70ernes kagebord, dejlige til eftermiddagskaffen.

Kagerne bages i en stor bund på en plade og skæres herefter ud i stykker.
Der bliver ca. 25 stk. af portionen.

Opskrift : Ellis Tardini


ORANGESNITTER

dej

25 g smør 
3 æg
3 spsk. vand
100 g sukker
100 g mandler
75 g mel
50 g maizenamel
1 knsp. bagepulver

fyld

125 g appelsinmarmelade
1 1/4 dl piskefløde

pynt

100 g florsukker
saft af 1/2 appelsin
100 g syltede appelsinskiver

Smelt smørret i en gryde. Lad det afkøle lidt. Pisk æggeblommer og lunkent vand skummende med sukkeret og rør det afkølede smør i.

Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Smut og hak mandlerne fint. Kom dem i sammen med mel, maizenamel og bagepulver.

Bred dejen ud på bagepapir på en bageplade og bag kagen i en varm ovn ved 220 grader i 12 minutter.
Vend bunden ud på en bagerist. Smør den endnu lune bund med marmeladen.

Kagen skæres i stykker på 8 x 5 cm.

Rør en glasur af florsukker og appelsinsaft. Glaser halvdelen af snitterne.
Pisk fløden stiv og læg snitterne sammen to og to med flødeskum imellem. Pynt med en top flødeskum og et stykke syltet appelsin.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.